BerøringsAngst

Berøringsangst er en lille udfordrende fister.

Kender du det, at du ligger dig godt til rette om natten og lige pludselig kommer der en hånd på låret. Og selv om man ikke tænker over det, farer man sammen inden i sig selv. Helt som om at, man har berøringsangst a en slags!

Manden min og jeg har i år kendt hinanden i 28 år. Der ligger ret mange års samvær  og vi har selvfølgelige også fundet en slags rytme i vores liv.

Måden vi sover på –  Måden vi ligger samme på –  Måden vi sidder samme på o.s.v.

Jeg farer altså “lidt” sammen her den anden dag. Vi havde lige lagt os til at sove og Nuller lægger sin hånd på mit låg, som han har gjort i de sidste 28 år, når vi skal falde i søvn.

Men fordi at kroppen var lidt øm og træt efter træning og måske også udmattet. Mærkede jeg, at jeg helt ubevist faret sammen indvendig ved denne kærlige bevægelse fra ham af. I aftes slog det mig, at jeg faktisk har lidt berøringsangst. Ikke bevist men ubevist og det skræmte mig en smule.

Igennem årene.

Hvis jeg tænker igennem de sidste mange år, så kan jeg da godt mindes nogle episoder i mit liv. Hvor jeg ikke syntes det var så fedt, at blive holdt om eller nusset. Men det er jo vand under broen.

Jeg har det godt nu og ja, jeg bøvler da stadig med kroppen. Men det har jeg jo styr på! Eller har jeg?

Jeg har engang for længe siden slået berøringsangst op i ordbogen og der står at det er “psykologisk angst for tæt kontakt med andre mennesker”. Det kan jeg med det samme sige, at det har jeg intet af – men det slog mig alligevel, at jeg engang eller to har hørt det på sygehuset ved en konsultation.

Er det så helt normalt? 

Jeg har kun udfordringer med, at blive rørt hvor jeg har ondt. Ikke andet – men måske er det derfra! Kroppen husker jo alt og den gemmer også på de smerter der engang var og ikke er mere. Den er en utrolig computer, der husker hvis jeg engang haft ondt det sted, så glemmer den det ikk´. Det kræver træning, at få den til at “glemme” det igen.

Et helt unik og fantastisk maskineri, ikk´?

Så hvorfor sker dette så lige nu? Ja, det kan kun være fordi, at kroppen har udfordringer nok i at cykle, træne og måske min nye medicin dosering.

Må ikke fylde.

Hvad ved jeg, jeg lå bare i aftes og tænke, det er ikke en okay måde, at være på over for ham jeg elsker. Så derfor skal det heller ikke fylde meget i mit liv, men det skal heller ikke skubbes ind under gulvtæppet og være usagt. For hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg ikke engang selv tænkt over det. Hvis jeg ikke havde fået sådan et chok over min reaktion indvendig.

Det viser bare hvor meget, at vi der får en kronisk eller længere sygdom skal kæmpe med i hverdagen og hvor lidt disse emner bliver berørt om det er hos lægen, på Reuma eller ved forskellige organisationer.

Heldigvis for mig, så mærkede manden min ikke noget til det og efter kort tid, så lå vi da også i nye sovestillinger. Men det var en øjneåbner, at se hvor meget ”skade” min krop har taget af, at være syg i så mange år.

Fik en skøn snak med Nuller om det og han forstod mig heldigvis godt. Alligevel kunne jeg se, at det rørte ham at jeg reageret så kraftig. Så kære DIG snak med folk omkring det der har indvirkning på din hverdag – det kan godt betale sig, at være åben!

Med ønsket om en dejlig dag fra mig til dig og husk du er mere end velkommen til at kommentere, dele eller like, det jeg lavet -og tak fordi at, du læser med!

kys-hilsen-livet-med-gigt

Følg mig på

 INSTAGRAMFACEBOOK

Follow my blog with Bloglovin

 

Tak for din kommentar

Start typing and press Enter to search

0

Din varekurv