Dagen hvor jeg tog en stor beslutning

I livet med gigt kommer der mange udfordringer og beslutninger, som aldrig ser dagens lys for andre end en selv og måske ens nærmeste. Beslutninger som jeg tog den dag om at blive steriliseret for min krops skyld! 

Jeg fik mine børn forholdsvis tidligt af min generation. Jeg blev gravid med vores første i en alder af 20 år, og nået lige at fylde 21 år inden han kom. Den næste kom 18 måneder senere og jeg der havde jeg rundet de 22 år. Jeg tror at naturen, universet eller hvad det er som vi ikke selv kan forklare, ligesom vidste at nu var det nu. 

I de tidlige teenager år havde jeg fået beskeden om, at jeg nok ikke kunne få børn, da mine æggestokke var for beskadiget og en graviditet ville kunne holde terminen ud.  

Sikke en dom

Av, av – det i sig selv, er en hård dom! Men at tage snakken ret hurtigt i et forhold kan være dræbende. Når et forhold begyndte at se seriøst ud, skulle den første rigtige alvorlige snak til med den anden part omkring børn. Det var en svær snak jeg skulle tage med manden min, da vi mødtes. For hvis det skulle være fremtiden for os, var børn ligesom ikke rigtig en mulighed.

Som dengang og som nu, stod han blot ved min side og sagde. ”Der er så mange andre børn i verden, der har brug for kærlighed. Det behøver ikke være en hindring for os og vores fremtid.” Kan man andet end elske sådan en fyr?

Universet´ville en anden vej

Universet havde dog en anden mening og tog fusen på både mig, manden min og ikke mindst min daværende gynækolog. To år efter jeg mødte Nuller, kom den glædelig nyhed (med en mente om at jeg måske ikke kunne fuldføre en graviditet pga af flere komplikationer.) Men en glædens nyhed var det. Alt gik forholdsvis godt og der kom to skønne unger ind i mit liv trods de mørke udsigter. 

Tilbage til dagen hvor jeg tog en svær beslutning. Min daværende reumatolog og jeg fik en lang snak omkring børn, fremtiden og min alder. Jeg var ikke ret gammel, da jeg fik et gigtanfald og kroppen reageret ikke på de præparater jeg fik og næste skridt så lidt sort ud. Det var før biologiske medicin kom på tale og i behandlingen. 

Dagen på dagen

Dagen hvor jeg sad med min mor på dagkirurgisk afdeling og skulle opereres for en knude i livmoderen og steriliseres. Mærkede jeg et sug i maven over at nu var det slut med børn. Nu var det enden på formering og hvad var jeg så værd! I bund og grund er vi mennesker bedst til tre ting:

SPIS – ELSK – LEV
(Pænt oversat fra, vi skal spise ellers dør vi – vores instinkt siger former dig eller dø)

Tøsetanker

Tøsetankerne boblede frem i hovedet omkring veninde snakke, hygge, fællesskab, børn og barsel. Nu hvor jeg ikke kunne få flere børn, ville der aldrig blive den fælles barsel-veninde tid, som jeg havde troet og håbet på.  Da jeg fik mine børn, gjorde de karrierer og havde ikke tid til barsel sjov og nu kom det aldrig til at ske.

Moren i mig var ked af, at udsigten til et tredje barn i livet, kom ikke til at ske. Familielivet blev ikke forøget og alt sammen fordi at gigten havde bestemt sig for at flyttede ind og blive en del af rygsækken. Ind med gigten – ud med børnedrømmen.

Positivitet betyder alt

Jeg valgte dengang og det gør jeg også i dag, at se positivt på det. Jeg havde fået to skønne unger (trods alle udfordringerne) og selv om planer for fremtiden var en anden, end den der var planlagt, så blev de ændret til nye planer og eventyr.

I livet med en kronisk sygdom kommer det mange beslutninger og valg man glemmer og først bliver påmindet om efter mange år. Om det er sindets måde at beskytte en selv på eller om det er i ren overlevelses fase det sker, så er der urolige mange kampe og beslutninger at tage i hverdagen. 

Valg som disse gør, at det kan være svært at forholde sig til livet med en kronisk sygdom og mange af de usynlige ting, som universet har beslutning eller kroppen har valgt. Det er en fælles indsats fra alt hvad livet byder på.  Derfor hvis du ser en kær gå igennem dette eller noget lignede eller du undre over ting, som virker ligegyldigt i nuet ved en kær person i dit liv. Så husk på dette:

“Kronisk syge er mestre i at sætte et smil på læben og virke glad også selv om alt ens indre råber og skriger.”

Hilsen-blog-livet-med-gigt-lisbeth

Følg mig på

Instagram – Facebook – Bloglovin

Tak for din kommentar

0

Din varekurv