Gæste indlæg af jer læsere

Gæsteindlæg af Zinna Lautrup

I dag har jeg fornøjelse af, at have et gæsteindlæg af en af jer læsere. I dage er er det Zinna Lautrup, der selv er begyndt at fortælle om hendes liv på hendes blog om livet med slidgigt og samtidig gerne vil fortælle os læsere om “Et lykkeligt liv med smerter”. 

Indlægget i dag, er et af de længere, så snup en kop te/kaffe og sæt dig godt til rette og læs om Zinna´s kamp med hende selv, systemet og accepten.

Tak til Zinna for, at have lysten til at fortælle hendes historie om livet med slidgigt og I velkomme til at stille hende nogle spørgsmål enten herinde eller kontakt mig, hvis I yderlige spørgsmål og jeg bringer dem videre.

Rigtig god læselyst.

zinna-gsteindlg-livet-med-gigt

Privat foto: Zinna Lautrup

Historie af Zinna Lautrup

Jeg vil gerne dele min historie, om hvordan jeg gik fra at føle mig trist, modløs og svag pga. smerter/sygdom, til nu at føle mig stærkere end nogensinde før og have mod på livet, på trods af at smerterne faktisk kun er blevet værre. Det har været ekstremt hårdt at komme hertil, men det hele værd.

I omkring 14 år turde jeg ikke se smerterne i øjnene, og jeg kunne på ingen måde acceptere, at smerterne skulle bestemme over mit liv. Jeg havde i flere år presset mig selv til at fortsætte mit travle og hektiske liv med karrierejob, mand og 2 børn på trods af meget voldsomme ryg smerter.

Men efter en ferie med familien, hvor jeg havde tid til at reflektere over livet, gik det op for mig, at jeg ikke levede mit liv – jeg kæmpede i stedet hver dag for bare at overleve dagens gøremål. Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg brugte alle mine kræfter på mit arbejde, og når jeg kom hjem var smerterne så voldsomme, at jeg måtte trække mig.

Det gik ud over mine børn og min mand, og jeg kunne mærke at familielivet var ved at smuldre fra hinanden. I frygt for at miste dem jeg elsker allermest indså jeg, at det var tid til en forandring. Jeg besluttede, at det var tid til at fokusere på mit helbred og min familie, og jeg måtte derfor opgive min karriere (inden da havde jeg prøvet mange forskellige mellemløsninger).

Jeg valgte samtidig at trappe ud af det smertestillende morfinpræparat jeg havde taget i over et år. Jeg følte det slørede mit liv, og jeg kunne ikke længere mærke hvordan jeg rigtigt havde det. Det skulle vise sig at blive en tur gennem helvede og tilbage igen. Rysteture, svedture, høj puls, hurtig vejrtrækning, indlæggelse pga. maveinfektion og en depression ramte mig med 100 km i timen. Min krop sagde fuldstændig fra og jeg blev sygemeldt.

At miste en del af sig selv.

Jeg røg ærligt talt ned i et kæmpe dybt hul og kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle komme op igen. Mit job og karriere har altid betydet meget for mig, så jeg følte jeg mistede en del af mig selv – en del af min identitet. Jeg har som person altid været meget aktiv, spontan og været igangsætteren – det kunne jeg pludselig heller ikke mere.

Så hvem er jeg så?

Vil folk gide at være sammen med mig, når jeg ikke længere kan alle de ting der kendetegner mig? Jeg troede aldrig jeg ville være i stand til at acceptere et liv med smerter, og slet ikke at jeg kunne føle mig lykkelig i det.

Jeg havde en periode, hvor jeg ikke kunne overskue at se andre mennesker. Jeg gravede mig bogstaveligt talt ned under min dyne og græd snot i et par måneder. Jeg begyndte ved en psykolog og senere på et Smertehåndteringsforløb. I starten var det ekstremt hårdt, og jeg græd meget hver gang der skulle snakkes om sygdom og smerter.

Jeg følte mig så enormt SVAG – hvorfor kunne jeg ikke bare komme videre og kæmpe kampen i stedet for at være så trist og tude hele tiden? Det største vendepunkt kom da min psykolog (som kender mig rigtig godt) sagde at stærke mennesker også kan være kede af det.

”Forestil dig en person du synes er stærk – ville vedkommende ikke også være ekstremt ked af det, hvis hun var i dine sko?”. Så mit første step var at lade mig selv være ked af det uden at slå mig selv oveni hovedet for det – alle ville jo være kede af det, hvis de var havnet hvor jeg var. I dag kan jeg se, at man har brug for en periode hvor man græder ud og tillader sig selv at være ked af det, inden man er i stand til at komme videre. Jeg var i en sorgproces – jeg havde mistet en stor del af min identitet. Som at miste en god ven gennem livet.

Smertehåndtering

Gennem smertehåndteringskurset lærte jeg, hvordan kroniske smerter påvirker resten af kroppen og hjernen. Det fik mig til at indse at alle de symptomer og skøre tanker jeg havde faktisk var helt naturlige reaktioner – jeg følte mig ikke tosset længere, det var helt NORMALT! Jeg lærte gennem nogle øvelser min krop bedre at kende, ved at arbejde med hvilke aktiviteter der påvirker smerterne positivt, og hvilke der påvirker negativt. Man ved det jo nok godt, men det gør en stor forskel at skrive det ned og bruge den viden til at planlægge sin dag. På den måde kunne jeg ligeså stille begynde at kontrollere mine smerter mere. Jeg vidste hvad jeg kunne gøre for at begrænse smerterne, og selvom det ikke er fedt at jeg skal ligge i sengen 4-5 timer om dagen, så er det sgu MIG der bestemmer over smerterne. For første gang i 14 år begyndte jeg at lytte til min krop og tage dens signaler seriøst.

Den dag i dag føler jeg ikke længere min krop er min fjende – jeg føler faktisk vi er begyndt at samarbejde. Jeg har lært at planlægge mine dage, og lave en hård prioritering af hvad mine få ressourcer skal bruges på. Og meget vigtigt: Jeg er faktisk blevet ret realistisk omkring hvor meget jeg kan. Og når de dårlige dage kommer, så er jeg blevet god til at acceptere det og holde fokus på, at dagen før har været god eller at i morgen helt sikkert bliver bedre.

Jeg begyndte at have nogle gode dage ind imellem hvor jeg havde håb, men jeg kæmpede stadig på de dårlige dage. Mit humør var meget ustabilt og min mand oplevede en kone, der den ene dag var positiv og glad og næste dag var uden håb og græd sig selv i søvn. Det tager tid at acceptere, at der altid vil komme dårlige dage. Så til disse dage er det vigtigt, at have en slags nødplan til hvordan man kan tilpasse den pågældende dag og tage mest mulig hensyn til kroppen. Jeg har oplevet at hvis jeg bare kører videre, så kommer det til at gå ud over mine nærmeste. Jeg bliver pirrelig og kan nemt fare op i en spids, og det vil jeg helst ikke byde dem jeg elsker.

Hvem er jeg så?

Zinna-livet-med-gigt-facts

Næste step var at finde mig selv igen – hvem er jeg nu når jeg ikke kan alle de ting jeg kunne før? Min psykolog havde mange gange sagt til mig, at jeg stadig kan være alt det jeg var før bare på en anden måde, men dengang var jeg slet ikke klar til at se det. En dag fortalte hun en historie fra en rejse hun var på med hendes familie. De ankom til et lille lokalt hotel og bag skranken i receptionen lå en herre i en seng. Han var lammet fra halsen og ned. Han havde nogle hjælpere, men det var ham der styrede hotellet, havde overblikket og respekten fra medarbejderne. Han udstrålede en styrke og vilje, som sjældent er set magen til. Jeg kunne se ham for mig og tænkte, at hvis han kan så kan jeg også.

Min psykolog fik langsomt overbevidst mig om, at jeg stadig kan være den aktive, den spontane, den stærke og igangsætteren – jeg skulle bare finde nye måder at være det på, som ikke krævede min fysik. Hun roste mig ofte og sagde til mig, at jeg var intellektuel, havde menneskeforståelse og var god til at formulere mig. I starten var min selvtillid så lav at jeg tænkte ”det siger hun kun for at gøre mig glad” – jeg troede virkelig hun løj for mig!!

Men hun begyndte at give mig eksempler på situationer, hvor jeg viste disse egenskaber. Samtidig kunne hun gennemskue, at jeg er typen der har brug for at blive intellektuelt udfordret og hun sagde flere gange, at jeg skulle skrive en bog, for hun mente jeg havde noget at byde på. ”Hvem fanden gider læse noget jeg skriver – det har jeg jo ingen erfaring med” tænkte jeg. Jeg begyndte dog alligevel at skrive lidt om mine tanker og mit forløb, og pludselig endte jeg med at starte en blog. Det var enormt grænseoverskridende, men netop fordi det var en kæmpe udfordring så gjorde jeg det. Jeg elsker at springe ud i nye ting og overskride mine grænser.

Dette blev et stort vendepunkt for mig!

At skrive om mit forløb har tvunget mig til at reflektere dybere over den rejse jeg er på, og har hjulpet mig med at finde tilbage til hvem jeg er, og hvad jeg har at byde på. Jeg kan noget – og det er lige meget hvad man kan, bare man altid har følelsen af at kunne noget. Jeg kan kun anbefale andre at skrive eller finde en anden passion. Man kan altid finde en ny passion, som er mulig på trods af sygdommen. Det er med til at give livet mening igen.

Find dine værdier

Vi har nok alle tænkt over vores værdier i livet, men for mig har det kun været sporadisk – jeg har ikke haft tid til at fordybe mig i det eller reflektere mere over, hvad det rent faktisk betyder for mig at LEVE livet. Det kræver tid og ro at fordybe sig, og netop de to ting er nok den største mangelvare i dagens samfund. Jeg tror det er ekstremt vigtigt at man (syg som rask) giver sig selv ro til en gang imellem at reflektere dybere over livet.

Gennem min refleksion kom jeg frem til at jeg gerne vil hvile i mig selv og tage valg, som er gode for mig og mine nærmeste. Jeg vil tænke mindre over hvad omverden forventer af mig, og i stedet tænke mere på mine egne behov. Jeg vil nyde hver dag mere og huske at sætte pris på de små ting. Jeg vil gøre mere af det der gør mig glad, og skide mere på hvad andre synes om det! Jeg vil bruge min tid sammen med mennesker der vil mig og gør mig glad. Jeg vil sørge for at jeg på mit dødsleje fyldes med gode minder om et liv jeg har levet fuldt ud. Jeg vil LEVE livet og ikke bare OVERLEVE.

Denne rejse startede i okt. 2017 hvor jeg tog beslutningen om at prioritere mit helbred, og jeg synes selv jeg er nået langt siden da. Jeg har lært utroligt meget om mig selv, og nogle gange tænker jeg på hvordan det mon ville være, hvis jeg aldrig var blevet syg. Ville jeg så være mere lykkelig? Og ved i hvad – det tror jeg ikke. Jeg tror ikke jeg ville sætte ligeså stor pris på de mindre ting i livet, jeg ville ikke leve ligeså meget i nuet, og jeg ville nok heller ikke føle mig ligeså stærk. Så jeg har valgt, at jeg ikke længere vil dvæle i uretfærdigheden over at være syg, men i stedet huske mig selv på alle de gode ting sygdommen har givet mig. Jeg ville ikke stå ligeså stærkt i dag uden den.

What doesn’t kill you makes you stronger!

Kærligst Zinna


 

Livet er aldrig sjovt, når man bliver syg. Jeg syntes det er fantastisk, at Zinna har gå-på-mod og mest af alt ØNSKER at leve livet trods sine mange smerter. Det er en stærkt beslutning og helt sikkert en der er værd, at tage med på sin vej. VILJEN til at LEVE og ikke bare overleve – Tak for dine tanker og fordi, at du deler den med os, Zinna.

Du kan følge Zinna her 👍🏻

Med ønsket om en skøn dag fra mig til dig og husk du er mere end velkommen til at kommentere, dele eller like, det jeg lavet -og tak fordi at, du læser med!

Hilsen-blog-livet-med-gigt-lisbeth

 

 

 

 

 

 

Følg mig på

Instagram Facebook – Bloglovin

 

Comments
  • Liz

    Tak fordi du deler historien Lisbeth. 😘💓
    🙂💐Tusend tak Zinna for disse ord “Et lykkeligt liv med smerter.” Det er svært at tro, men det er muligt.
    Pas på dig selv, der skal lære at elske sig selv.. Min gyldne regler

    Jeg ser du har fundet dit måde 👍

    Jeg fandt ud af mange årtier siden.

    Du er nødt til at møde smerten, ellers vil du ikke respektere dig og din sygdom.

    Jeg kan sige i dag, min livslang smerte er blevet min ven. Jeg ved, det lyder uhyggeligt og skræmmende.
    Han er en del af sygdommen, jeg kan ikke slukke det som lyset. Derfor er det vigtigt at lære at leve med sin smerte hurtigt.

    Jeg finder også det interessant, hvordan hver person lever med sin smerte. Fordi det er vigtigt, at du har en positiv holdning til dig selv og din sygdom. Dette har igen en positiv effekt på sygdommen

    Jeg ønsker god weekend
    Hygge og knus
    Liz

Tak for din kommentar

Start typing and press Enter to search

0

Din varekurv