Meget har ændret sig og meget er helt det samme som for tyve år siden.

Når sjælen vil den anden vej end kroppen kan holde til.

Der er sket meget for kroniske syge i form af nye medicinske behandlinger, nye måder at tage fat i måden at kroniske diagnoser bliver håndteret på ved det offenlige og det private. Om det er nu eller for tyve år siden man får en diagnose, er det de samme tanker der er i livet med en kronisk sygdom. Jeg har tænk meget over det, da jeg for et stykke tid siden læste jeg et indlæg post fra en, jeg følger på de sociale medier og hun skrev;

“Det er lørdag aften. Aftenen hvor stiletterne burde gøre dansegulvet tyndt, musikken pumpe i takt med pulsen og vinen flyde i mængder, som var det vand.”

Ønsker og tanker.

Hendes lørdag gik stik modsat af hendes tanker og ønsker for aften og hun følte sig ensomt. Jeg bliv helt trist, når jeg gang på gang læser hvad ny-diagnosticeret gennemgår i dag og det er fuldstændig de samme ting, følelser og handliger, jeg selv gik igennem for snart 25 år siden.

Det jeg læste i indlægget, kunne havde været mig selv der havde skrevet sådan en post, hvis det havde eksisteret dengang. Der havde jeg nøjagtig de samme tanker og drømme om at, danse hele aftnen. Det er med ”bare” at tage med veninderne i byen og danse til kroppen sank sammen i den lyse morgen.

Jeg husker en speciel aften, hvor vi havde været til fødselsdag hos min sviger mekanismen og på vej hjem, kørte vi igennem byen og fra bilen kunne jeg se, at det vrimlet med friske mennesker, der var på vej i byen for at, danse og morer sig.

Jeg kikker over på min mand, kroppen var total færdig, den skreg af smerter og var helt tømt for energi. Børnene sad på bagsædet og var faldet i søvn og det eneste jeg ønskede var at, det var at manden og jeg kunne tage ind og danse – bare danse natten lang.

livet-med-gigt-wps-sko-lisbeth-oxholm

Hvor er tiden der ta´ os.

For mig har det aldrig været alkohol der har trukket i byen, men den livlige strøm af musik, der fyldte diskotekerne. Ihhh, hvor jeg bare gerne ville være frisk fortalte jeg min mand og tårerne løb ned af kinderne mens vi kører igennem byen pulsende liv. Selv i dag så mange år efter, kan jeg tydelig huske følelsen af øjeblikket og jeg får stadig lidt vand i øjnene, når jeg tænker på følelserne der faret rund i hovedet, lige nøjagtig den aften!

Den aften gik det op for mig, at livet aldrig blev det samme og det var en hård en at knække. I dag ved jeg, at det er livet med en kronisk sygdom. Jeg vil gerne kunne sige, at det til tider ikke påvirker mig, men det gør det stadig efter så mange år med gigten i rygsækken.

Jeg ved godt, at livet med en kronisk sygdom kan være meget værre (jeg har jo selv været der), så jeg forsøger at, tage det sure med det søde og sige til mig selv at, livet er godt – det er bare indenfor rammer, der er lidt smallere end de flestes rammer. Når jeg vågner op om morgen, er det for mig et bevis på, at livet skal leves med det sure, saltet og søde – og med sådan en positive indstilling, får jeg mest ud af hvert sekund også de dårlige dage!

Med ønsket om en skøn dag fra mig til dig og husk du er mere end velkommen til at kommentere, dele eller like, det jeg lavet -og tak fordi at, du læser med!

Hilsen-blog-livet-med-gigt-lisbeth

 

 

 

 

Følg mig på

Instagram Facebook – Bloglovin

Tak for din kommentar

Start typing and press Enter to search

0

Din varekurv